Underretning til socialforvaltning - 28-04-2022
Målgrupper og anvendelsesområde
Målgruppen er alle ansatte ved Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Hvidovre Hospital, som varetager omsorgen for kvinder og deres fostre/børn før, under og efter graviditet.
Anvendelsen gælder fagpersoner, som har skærpet underretningsligt til kommunen LBK nr. 1548 af 1. juli 2021 om social service § 153, hvis de får kendskab til eller grund til at antage:
- At et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte
- At et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold
- At den gravides livsstil eller forhold i øvrigt er en trussel for det kommende barns vækst og trivsel
- At et barn eller en ung under 18 år har været udsat for vold eller andre overgreb
Tilbage til top
Definitioner
En underretning er en skriftlig eller mundtlig besked, hvor man videregiver sin bekymring for et barns trivsel til kommunen, som har ansvaret for at barnet får hjælp.
Tilbage til top
Fremgangsmåde
Alle borgere har underretningspligt til kommunen, hvis et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare.
Ansatte på sygehuse (fagpersoner) har skærpet underretningspligt.
Den skærpede underretningspligt:
- Underretning er en personlig pligt, hvilket betyder, at den enkelte har pligt til at reagere og handle, hvis han/hun får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter servicelovens kapitel 11.
- Det samme gør sig gældende, hvis det vurderes, at et ufødt barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af vordende forældres forhold.
- Særlig støtte efter servicelovens kapitel 11 kan f.eks. dreje sig om støtteforanstaltninger i form af behandlingsindsats, støtteforanstaltninger for den gravide, en støtteperson i hjemmet, en aflastningsfamilie eller en anbringelse.
- Der er pligt til at underrette kommunen, hvis man har kendskab til eller har grund til at antage, at et barn eller ung har været udsat for vold, seksuelt misbrug eller andre overgreb.
- Som udgangspunkt vil det være kommunen, der tager stilling til, om der i et sådant tilfælde skal foretages politianmeldelse.
- Er man er i tvivl om, hvorvidt der skal ske underretning, kan der søges rådgivning i kommunen eller ved Familieambulatoriet, hvor sagen kan forelægges i anonymiseret form.
- Den skærpede underretningspligt er personlig og derfor ikke opfyldt ved, at man opfordrer sin nærmeste leder til at underrette kommunen.
Underretningens form:
- Der er ingen formkrav til en underretning.
- Underretningen kan være anonym, men sker som udgangspunkt ikke af fagpersoner.
- Underretningen kan efter forholdene ske skriftligt eller mundtligt til barnet/den unge eller gravides opholdskommune.
- Skriftligt kan underretningen beskrives i et Word dokument, det kan være kopi af journalnotat, det kan være en kort beskrivelse i en e-mail. Der kan også underrettes via borger.dk, hvor der i øvrigt findes kontaktoplysninger(tlf. nummer og e-mail) til kommunerne.
- Sørg for, at det fremgår tydeligt i din underretning, at der er tale om en ”Underretning vedrørende navn på barn/den unge eller gravid og cpr. nummer”
- Børn og unge under 18 år har som udgangspunkt samme opholdskommune som forældrene.
- Bor barnet mest hos den ene forælder, har barnet opholdskommune dér.
- Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, har barnet opholdskommune dér, hvor barnet har folkeregisteradresse.
- Du finder patientens adresse ved at se i personoplysninger i Sundhedsplatformen.
- Er barnet anbragt uden for hjemmet, har barnet opholdskommune i den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen.
Underretningens indhold kan være følgende:
- Cpr. Nummer på barnet.
- Baggrunden for at underrette – bekymring.
- Observationer vedrørende barnet og familien.
- Samarbejdet med forældrene.
- Hvis underretningen er gennemgået med forældrene, så beskriv deres kommentarer/reaktioner.
- Hvis underretningen er sendt uden forældrenes viden, skal dette begrundes.
- Dokumenter i barnets journal, at der er udarbejdet en underretning.
Underretningens indhold vedrørende gravide kan være følgende:
- Cpr.nr. og kontaktoplysninger på den gravide.
- Forventet termin.
- Baggrunden for at underrette – bekymringen.
- Generel beskrivelse af den gravides fysiske, psykiske og sociale forhold, ressourcer og vanskeligheder
- Hvis underretningen er gennemgået med den gravide, så beskriv den gravides kommentarer/reaktioner.
- Hvis underretningen er sendt uden den gravides viden, skal dette begrundes.
- Når man har skrevet en underretning på en gravid, skal denne dokumenteres i patientjournalen.
Akut underretning:
- Der kan være tilfælde, hvor der er behov for akut underretning. Det kan fx være en bekymring for et barn under forældres indlæggelse.
- Skal der foretages underretning uden for kommunens åbningstid, kontaktes politiet (114), som foranstalter kontakten til den sociale bagvagt i den pågældende kommunes sociale døgnvagtsordning.
- Gældende for København kommunes borgere kontaktes den sociale døgnvagt direkte på telefonnummer 33 17 33 33.
Inddragelse af forældre:
- Inden der foretages en underretning, bør forældrene orienteres herom. Der er ikke lovgivningsmæssige krav om, at forældre eller den gravide skal orienteres om en underretning, men det er god fagetik.
- Det samme gør sig gældende ift. en bekymring for et endnu ufødt barn, som følge af vordende forældres forhold.
- Ved underretning som følge af at fagpersonen har kendskab til eller grund til at antage, at forældrene har udsat barnet eller den unge for vold, seksuelt misbrug eller andre overgreb, skal forældrene ikke orienteres, da det kan indebære, at barnet bringes i fare og politiets muligheder for efterforskning forringes.
Kvittering og underretning:
- Kommunen skal senest seks hverdage efter modtagelsen af en underretning sende en bekræftelse herpå.
- Underretter har mulighed for at få oplyst, hvorvidt underretningen har givet anledning til handling. Men underretter har ikke ret til at få oplysninger om sagens udvikling i kommunen, medmindre patienten har samtykket hertil.
- Hvis der er grund til at antage, at kommunen ikke har foretaget eller truffet de i loven foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, underrettes Ankestyrelsen.
- Når kommunen modtager en underretning, har kommunen pligt til at foretage en indledende vurdering af sagen.
- Hvis kommunen skønner, at der er forhold, der giver anledning til at tro, at et barn eller en gravid kan have behov for støtte, skal der iværksættes en grundigere undersøgelse, kaldet en § 50 undersøgelse, også kaldet en børnefaglig undersøgelse. § 50 undersøgelsen danner baggrund og grundlag for den støtte barnet eller den gravide tilbydes.
Tilbage til top
Tilbage til top
Ansvar og organisering
Instruksen skal være tilgængelig for alle medarbejdere. Behandlende læger, jordemødre, sygeplejersker og andre ansatte på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling har ansvaret for at kende og anvende instruksen. Socialrådgiver i Team sårbare familier kan være konsulent på opgaven med at få afsendt en underretning til en given forvaltning.
Tilbage til top
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
LBK nr. 1548 af 1. juli 2021 om social service (serviceloven)
LOV nr. 628 af 11/06/2010 Lov om ændring af lov om social service, Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forældreansvarsloven (Barnets reform)
BEK nr. 1466 af 16/12/2010 om underretningspligt overfor kommunen efter lov om social service
SKR nr. 9710 af 18/06/2010 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forældreansvarsloven (Barnets reform)
Socialstyrelsens Håndbog om Barnets reform
www.Borger.dk
www.retsinformation.dk
Tilbage til top
Akkrediteringsstandarder
Tilbage til top
Bilag
Tilbage til top